Hidtil har HDR været lidt besværlige optagelser, som skulle samles til ét billede på computeren. Her fik man flere detaljer frem i højlys og skygger, men resultaterne blev ofte lidt matte og kunstigt farverige. Sådan er det langtfra med den nye og meget bedre HDR-teknologi, som vi her kalder ægte HDR.
Her er det dynamiske område nemlig ægte udvidet, så der er mange flere detaljer i de lyse dele. Det giver meget mere virkelighedstro billeder, hvor fx lys i vinduer lyser kraftigt op, og man kan se masser af nuancer i en himmel. Effekten kan udelukkende ses på en HDR-skærm, men der er en god sandsynlighed for, at du både har skærmen, billederne og andet, der skal til for at kaste dig over den nye teknologi med det samme.
Vi har nu brugt HDR i en længere periode, og vi er mildt sagt vilde med det, så her får du vores erfaringer, så du er klædt godt på til at kaste dig ud i det. Du skal dog vide, at teknologien stadig er i sin barndom, så der er endnu få programmer, der understøtter den. Samtidig er der mange formater og ingen fast standard, så du kan opleve, at nogle enheder og programmer kan vise ægte HDR-billeder, mens andre ikke kan.
ANMÄL DIG TILL VÅRT NYHETSBREV
Vi ger dig något att fundera över varje dag – direkt i din inkorg.
Hvad er ægte HDR?
Den nye HDR-teknologi udvider det lysstyrkeområde, billedet kan indeholde. Det kan vises på HDR-skærme, der lyser meget kraftigere end traditionelle skærme. Et almindeligt billede kaldes SDR for Standard Dynamic Range, og er der meget lyse områder i billedet, fx i en himmel, skal tonerne klemmes ind i SDR-området. Det betyder, at himlen optræder som helt hvid. Ægte HDR (High Dynamic Range) udvider det lyse område, så den meget lyse himmel lyser kraftigere op og samtidig viser mange flere farvenuancer og detaljer.
Sådan skyder du i HDR
Flere systemkameraer giver mulighed for, at du kan tage billeder i et særligt format, der kan hedde HLG Photos eller HLG Still Image, og som er et format til ægte HDR-optagelser. Effekten kan ofte ses med det samme, hvis du fx sender billederne til telefonen. Vi foretrækker dog at optage i raw, som kan rumme virkelig mange billeddata, som vi kan få frem i Lightroom. Mange telefoner, bl.a. nyere iPhones og mange Android-telefoner, kan tage fotos i ægte HDR, når motivet har stor kontrast.
Sådan får du tonerne frem
Grunden til, at vi for alvor fik øjnene op for ægte HDR, er, at Lightroom nu kan redigere i HDR. Det åbner man for med et enkelt klik, hvorefter man kan se alle de skjulte detaljer, hvis man altså har en HDR-skærm. Vil du justere billedet, gør du det derefter på sædvanlig vis. Du kan både bruge Lightroom Classic og versionen, der bare hedder Lightroom, som også kan bruges på telefon og tablet. Vi har dog oplevet ikke at kunne se HDR på nogle Android-telefoner. Camera Raw i Photoshop har også HDR, men ellers er der kun få andre programmer, der kan arbejde med ægte HDR.
- I modulet Develop klikker du på HDR for at få detaljerne frem. I Lightroom på telefonen skal du under Light vælge Edit in HDR mode.
- Du kan markere Visualize HDR for at se markeringer på billedet af de områder, der indeholder detaljer, som kun kan ses i HDR.
- Med en markering i Preview For SDR Display kan du få en idé om, hvordan billedet vil se ud, når det vises på en almindelig SDR-skærm. På skydeknapperne nedenunder kan du justere udtrykket på billedet, når det vises på SDR-skærme og i SDR-programmer, uden at HDR-visningen påvirkes.
Sådan gemmer du HDR
Skal du bruge dine ægte HDR-billeder i andre programmer, der kan vise HDR, eller vise dem frem på telefonen eller på sociale medier, skal du eksportere dem fra Lightroom. Her er der nogle særlige ting, du skal være opmærksom på, når du gemmer fra programmet.
- Du gemmer HDR-billederne ved at eksportere på samme måde som alle andre billeder. Du skal dog vælge et af de formater, der understøtter HDR og markere feltet HDR Output under File Settings i Lightroom.
- Der er ikke så mange programmer og apps, der understøtter HDR endnu, og det er lidt forskelligt, hvilke formater de understøtter. Vi har bedst erfaringer med jpeg, JPEG XL og AVIF.
Sådan ser du billederne i HDR
For at kunne se de mange detaljer i HDR skal du have en skærm, der understøtter HDR. Det indebærer, at lysstyrken kan komme højere op end normalt. Lysstyrken måles som regel i nits. Adobe anbefaler computerskærme med en såkaldt VESA-certificering på DisplayHDR 1000 eller DisplayHDR 1400, hvor styrken kan komme op på henholdsvis 1000 og 1400 nits. Der findes også skærme på 1000 nits eller mere, som ikke har VESA-certificeringen. Det gælder fx Apples XDR-skærme, der kan komme op på 1600 nits ved HDR-indhold. Mindre kan dog også gøre det. Vores skærm på 500 nits kan derfor vise en smule detaljer i HDR, men slet ikke så mange som en skærm på 1400 nits eller mere.
- Har du en Windows-computer, skal du vælge Start, Indstillinger, System, Skærm og HDR og slå indstillingen Brug HDR til for at udnytte skærmen.
- Normale SDR-skærme kan typisk komme op på 350 nits, men som regel er lysstyrken lavere end det.
- Du behøver ikke en ekstern skærm for at se HDR-indhold. Flere bærbare har også HDR-skærme. Apples MacBook Pro på 14 tommer med M1 processorer eller nyere har fx 1600 nits. Softwaren skal dog også understøtte ægte HDR.